Spis elefanten i små bidder

Ej, seriøst Lone – hvad mener du?

Hmm… ser du, flere af mine søde klienter tror, at de mangler motivationen til at gå i gang med et vægttab. Men det de virkelig mangler, er klarhed. Klarhed over, hvordan de kommer i gang med et vægttab.

Hvis du har læst med i tidligere blogs, så ved du, at jeg arbejder med identitetsbaserede vaner og med at indføre en 2 minutters version af en ny vane.

I denne blog, skal vi finde det ideelle tidspunkt og sted for, at indsætte den nye vane i dit liv. Med andre ord, et klart og specifikt rum for din nye vane at leve i. At få delt en – i dit hoved – uoverskuelig opgave op i små bidder, så du ubesværet kan komme hen til dit mål.

Sådan gør du:

En effektiv måde at indsætte en ny vane i dit liv er, med en “hensigt om gennemførelse”. Simpelthen lave en plan for, hvornår og hvordan du skal igangsætte den ny vane.

Forskere har konstateret, at hvis du laver en hensigt om gennemførelse, så er du mere tilbøjelig til, at følge op på dine planer og holde dig til dine nye vaner. Det gælder uanset om det handler om rygestop, at gå i seng tidligt, læse mere, tabe dig osv.

Den enkle måde, at anvende denne strategi til dine vaner, er at udfylde denne sætning:

Jeg vil (skriv det du vil gøre)
på (skriv dag og tid) i/med (skriv sted eller person)

Og HUSK: vælg små uambitiøse handlinger!
Lad mig give dig et par eksempler på, hvordan det kan se ud:

  • Jeg vil gå en tur efter aftensmaden sammen med min mand
  • Jeg vil spise en gulerod hver dag kl. 10 på mit arbejde
  • Jeg vil tage trappen, når jeg møder på arbejdet
  • Jeg vil starte hver dag med 3 armstrækninger, når jeg vågner
  • Jeg vil gå i seng 15 minutter tidligere hver aften
  • Jeg vil drikke et glas vand hver morgen inden morgenmad
  • Jeg vil forberede morgenmaden om aftenen og stille den klar i køleskabet
  • Jeg vil lave madplan til 2 dage hver søndag

Hvad skal dine små uambitiøse handlinger være?

Find det helt rigtige tidspunkt og sted at indsætte den nye vane i din daglige rutine

Bettina arbejder hjemme 2-3 gange om ugen, og har nu sat tid af til at spise frokost (uden at sidde ved skærmen) og gå en lille tur efter frokosten. 

Henriette arbejder i en børnehave og skal afsted kl. 6 om morgenen. Hun kommer ofte afsted uden morgenmad. Nu laver hun overnight oat hver aften. Den er nem at tage med, når det skal gå hurtigt.

 

Hvornår og hvor du vælger, at indsætte en ny god vane i din daglige rutine, kan gøre en stor forskel. Hvis du forsøger at tilføje meditation til din morgenrutine, men dine børn kalder på dig hele tiden, så er det ikke det rigtige valg af tidspunkt.

Din opgave lige NU er at finde en vane, som du vil arbejde med. Først når du har indarbejdet en vane, kan den forbedres.

Skriv gerne til mig hvordan det går! 

lone@gaanedivaegt.dk