Hvad sker der egentlig, når vi rammer overgangsalderen og tiden efter – med en mave som en spærreballon og kiloene, der klæber til kroppen?
Der er ingen tvivl om, at mange kvinder oplever øget vægt i overgangsalderen. Nannas og min Facebook-gruppe, som har fået over 6.000 likes på mindre end ½ år, er et klokkeklart bevis på, at mange kvinder midt i livet er udfordret af vægttab. De strategier, de tidligere har fulgt, virker ikke længere.
Desværre er det ikke kun vægten, der driller. Der følger mange andre symptomer med i kølvandet. Selvom vores vægt er kompleks og påvirket af mange faktorer, så handler det om mere end kost og fysisk aktivitetsniveau, når vi er i overgangsalderen.
Undersøgelser har vist, at de stigende tal på badevægten skyldes hormonelle ændringer i overgangsalderen. Specielt i det indre fedt og omkring maven. Altså lige der, hvor vi bestemt ikke vil have det.
I overgangsalderen begynder østrogenniveauet at svinge som et pendul, og når menopausen – det første år efter din menstruation – er gået, producerer du ikke længere østrogen. Er du i tvivl om, hvor du er i overgangsalderen, kan din læge finde ud af det med en blodprøve.
Hvordan bliver tallet på badevægten påvirket i negativ retning?
Undersøgelser har vist, at lavere østrogen påvirker fedtstofskiftet og ændrer fordelingen af fedtet i kroppen. Hos kvinder, der nærmer sig menopausen, har fedtet en tendens til at samle sig på den nederste halvdel af kroppen (typisk pæreform). Og kvinder i overgangsalderen bærer typisk fedtet rundt om maven (typisk æbleform).
Når østrogenet falder og FSH (follikelstimulerende hormon) stiger, sker der det, at det subkutante fedt (det sunde fedt lige under huden) holder flyttedag fra den nederste halvdel af kroppen til visceralt fedt omkring taljen og de indre organer. Som en dominoeffekt øger det risikoen for forstyrrelser i metabolismen, dvs. kroppens samlede omsætning af næringsstoffer og hormoner (metabolisk syndrom). Og dermed også risikoen for andre tilknyttede sygdomme, fx type 2-diabetes, forhøjet blodtryk, hjertesygdomme og kræft.
Hvad er indre (visceralt) fedt, og hvorfor skal du tage det alvorligt?
Du har forskellige typer af kropsfedt. Visceralt fedt er den slags, du har i bughulen. Det er med andre ord tæt på dine indre organer, herunder mave, lever, bugspytkirtel og tarme. Det kan også være i dine årer. Det er den type fedt, der ikke kan ses, mens det subkutante fedt kan ses på arme og ben, da det er lige under huden. Proteiner, kendt som adipokiner, er vigtige signalstoffer fra fedtcellerne. De udskilles fra de viscerale fedtceller som reaktion på betændelse, men de fremmer på den anden side også betændelse i kroppen. Jo mere visceralt fedt du har, jo flere inflammatoriske adipokiner bliver der udskilt. Derfor er visceralt fedt også kendt som “aktivt fedt”, da den celle, der signaleres af adipokiner, kan have en negativ effekt på vores helbred og bidrage til metaboliske sygdomme.
Hvad kan du gøre for at holde dig sund?
Stofskiftet og fysisk aktivitet har desværre en tendens til at falde for kvinder i overgangsalderen. Det skyldes ofte træthed.
Susanne skriver fx: ”Jeg er træt, ugidelig, og jeg har ikke overskud til at ændre de dårlige vaner. Jeg skal kæmpe med at komme i træningstøjet, når jeg har fri for jobbet.”
Du kan hjælpe dig selv med en kost, der gavner dig i overgangsalderen. Det sikrer, at du får de næringsstoffer, du har behov for, for at holde dig sund, tabe dig og få styr på hormonerne. Så sover du bedre og får mere overskud til motion. For motion – især styrketræning – er vigtig i overgangsalderen.
En krop, som er under konstant pres og stress, slipper heller ikke kilo
MADRO er en forudsætning for et varigt vægttab
Reducer dit stressniveau og sæt farten ned. Vær opmærksom, når du spiser, dvs. at du ikke bliver distraheret. Det sikrer, at du tygger din mad ordentligt og at du ikke er stresset, mens du spiser. Bonuseffekt til dig: Din fordøjelse bliver mere effektiv.
Når alt det er sagt, så er det vigtigt at bemærke, at ændringer i vægt og kropssammensætning i overgangsalderen er helt normale. Det er helt sikkert en udfordrende tid for dig, men når du omfavner ændringerne kærligt og værdsætter din krop for, hvad den kan give dig, så flytter du opmærksomheden væk fra vægt og over i retning af sundhed. Compassion – eller på dansk omsorg – er supervigtigt på dette tidspunkt i overgangsalderen.
Jeg starter hold op i Lyngby>>>
og i Ølstykke >>>