Bestil din pizza med ekstra ost

Mentaliteten og forventningen til at du får hvad du har bestilt når du går på pizzeria er beundringsværdig. Skuffelsen samt utilfredsheden er stor, hvis vi åbner pizza bakken, og bliver overrasket over synet af en bearnaise sovs pizza, når vi nu har bestilt en nr. 17 med ananas. Samme mentalitet og forventning skal anvendes ved målsætning af vægttab. Vi skal have præcis hvad vi har bestilt og til tiden akkurat som når vi bestiller pizza.

I denne uges ALT for damerne giver Hella Joof et indblik i 2 ud af sine 25 leveregler, der tilsammen udgør hendes hjælpe bog ”Pap Mache Reglen”, som netop er udkommet. Hellas leveregler er baseret på erfaringer i alle livets henseender, og som er nemme at relatere til. Artiklen har sat en masse tanker i gang, og her er det specielt den såkaldte ”pizza regel”, der sætter tingene i perspektiv. Nogle tolker muligvis overskriften ”bestil din pizza med ekstra ost”, som et GO for, at i løber direkte ned til det nærmeste pizzeria efter vejning. Det er desværre ikke helt der jeg vil hen.

Hellas pizza regel går derimod ud på at bestille lige præcis dét man vil have, og det er selvfølgelig i overført betydning. Vi skal være bevidste om hvad vi vil og derfra give det al vores energi i stedet for at sløse og dovne med livets kurs. Vi skal være vores egen bedste ven og støtte ved at sørge for ,at vores drømme bliver realiseret. Det er en usund misundelse og overbevisning at formode, at nogle mennesker bare er født på en heldig stjerne, som gør at de kommer let til alting. Vandene skiller ikke mellem typen der har gode gener, en lynhurtig forbrænding og oveni købet har alt andet – og så ”os” andre. At slå sig til tåls med at være kørt i et sidespor fordi ”sådan ville skæbnen åbenbart mig” er et usundt mind-set og sidst men ikke mindst et ulykkeligt menneske.

På mine hold arbejder vi med at sætte del mål og formulere, hvor vi ønsker at blive stabiliseret. Det kan være utrolig angstprovokerende, at formulere noget man gerne vil for så er man pludselig sårbar, for hvad hvis du ikke opnår det? Hvad hvis du fejler fuldstændig? Det er et utroligt nederlag at sidde med klør fem i slikskålen og indse at heller ikke denne gang lykkedes det. Så er der mere tryghed i kun at vide, hvad man ikke vil for så bliver det ikke et succeskriterium, og så ender du ikke med at blive skuffet. Jeg håber at min ironi skinner igennem her, da man selvfølgelig ikke bliver lykkelig af, at tale i negationer men tværtimod, at sætte sig et mål og opnå det.

På mine hold skal vi snakke ambitioner, glæde os over delmål og over at man rent faktisk kan gøre hvad man vil. Vi må ikke drukne os selv i brok over den dårlige dag og de 100 gram ekstra på vægten. Vi skal være hinandens støtte, gribe dagen og sørge for at del målene bliver taget en efter en, så vi kan være stolte over endelig, at være nået dertil hvor vi aldrig troede vi skulle nå hen.