Merete troede ikke hun vil komme under 70 kilo

mereteefter14092015

Jeg hedder Merete, og jeg er 55 år.

Efter at have tabt 20 kilo hos Vægtkonsulenterne i 2005-06 og efter at have holdt vægten i nogle år, sneg der sig 10 kilo på igen. Især efter at jeg i foråret 2013 blev skilt, og min mor blev alvorligt syg.

Utallige gange forsøgte jeg på egen hånd at tabe mig, og det gik også godt de første “2-3 kilos tid”, men så røg de på igen.

Til sidst var jeg overbevist om, at jeg ALDRIG ville komme til at veje under 70 kilo.

Efter at have passet min mor intensivt over jul og nytår, meldte jeg mig ind i Vægtkonsulenterne igen den 7. januar i år for at gøre noget godt for mig selv og bygge mig selv op igen.

Da min vægtkonsulent Lone til introduktionen sagde til os: “Skal vi ikke aftale, at I har tabt 5 kilo om 1 måned”, tænkte jeg: Aldrig i livet. Det kan ikke lade sig gøre. Jeg jo var trods alt blevet 55 år, ændret hormonbalance og alt det der……..men det lykkedes for mig. Det tog mig faktisk kun 3 uger at tabe de 5 kilo. Jeg er nemlig konkurrencemenneske om en hals.

Derefter stod vægten næsten stille i et par uger, og jeg blev utålmodig. Lone nævnte flere gange, at det er vigtigt for motivationen med et hurtigt vægttab, og det er rigtigt – for mig i hvert fald.

Så jeg gik på eget initiativ “på low carb” for at sætte lidt skred i det. Og det kom der. Det lykkedes mig i løbet af 11 uger at nå mit mål om at tabe 10 kilo. Vildt når jeg tænker på, hvordan jeg i måneder kæmpede med det selv.

Det er nu 5 måneder siden, at jeg nåede målet, og jeg går stadig til ugentligt møde hos Lone på Frederiksberg. Dels fordi at jeg har lært en masse dejlige kvinder, at kende og dels for at bevare motivationen.

Jeg har lært, at det er vigtigt for mig at gå vejen sammen med andre.